Giv nu slip…

Hej jeg hedder Louise, og jeg er den største pyller-hønemor. Jeg ved det godt, og jeg indrømmer det gerne 😊 Jeg er typen der f.eks. gør det her:

Bremser barnevognslåsen, selv når den står på en græsplæne

Undgår helst knapper på Frejas trøje og cardigan når hun skal sove, for tænk hvis hun fik pillet den af og proppet den i munden

Jeg putter net på barnevognen når den står indenfor, for tænk hvis der kravlede et lille dyr derned

Jeg går aldrig fra Freja når hun sidder i højstolen, for tænk nu hvis hun hang ud over siden og væltede

Jeg har altid flere forskellige huer i pusletasken, for tænk hvis vejet ændrede sig

Jeg har altid 3-4 bleer mere i pusletasken end jeg nogensinde får brug for

Jeg har altid skiftetøj med til begge piger, for tænk hvis bleen var utæt eller Victoria havde et uheld

Og listen fortsætter….

Jeg har altid haft enormt svært ved at give slip på tøjlerne til vores piger, og har specielt haft svært ved at overlade dem til andre. Jeg ville ønske jeg var bedre til det, for det ville da give os noget mere frihed.

Da Victoria startede i dagpleje, der stortudede jeg i bilen da jeg havde afleveret hende deromme. Puha jeg syntes det var hårdt. Victoria er i dag 3 år, og det kan tælles på to hænder hvor mange gange hun har overnattet andre steder end her hjemme.

Da jeg ventede Freja, var min største bekymring om Victoria nu ville blive overset eller miste tid med os. Det gav mange søvnløse nætter. Og tiden op til fødslen fyldte det rigtig meget for mig, at sørge for at der blev taget rigtig godt hånd om og givet ekstra opmærksomhed til Victoria imens vi var på sygehuset. Jeg kan tydeligt huske den dag Victoria havde været på sygehuset og se Freja, der havde vi sagt farvel på stuen, som ikke var nemt for en mor med hormoner der farer rundt i kroppen, men bagefter så stod Victoria og de andre fra familien ude foran vinduet og vinkede farvel en ekstra gang og gik op til bilen. Det knuste mit hjerte at hun ikke bare kunne blive hos os, at jeg var nødt til at give slip og overlade hende til andre.

Da brevet ang. opstart i børnehaven kom, der stortudede jeg, for nu skulle min lille pige ud i den store verden til en helt masse bøller der skubber og siger grimme ting.

Jeg er blevet bedre til at give løsere tøjler i forhold til Victoria. Hun er blevet ældre og kan vildt mange ting selv nu. Her i sommerferien skal hun i sommerhus med hendes farmor, farfar og nevøer, hvor hun skal være i tre dage! Tre hele dage, uha det er stort for mig. Og det bliver mindst lige så stort for Victoria. Hun får det så sjovt og hyggeligt.

I dag var min kæreste og jeg omme og besøge Freja’s kommende dagplejer. Puha, er vi allerede nået dertil nu 😔 Tiden er virkelig bare fløjet afsted, og jeg har langt fra nået alt det jeg gerne ville i min barsel. Jeg havde en klump i halsen da vi kørte derom, for jeg er bare slet ikke klar endnu.

Vi er SÅ heldige og priviligerede, at vi har fået den samme fantastiske dagplejer som Victoria også var ved. Hun er så sød og så dygtig. Jeg er taknemmelig over at vi har fået en plads ved hende. Besøget gik super, det var jo som at besøge en gammel veninde, og Freja kravlede rundt og undersøgte alt. Men åh, nu skal jeg også til at give slip på Freja… Freja har endnu ikke overnattet hos nogen, og hun er nok blevet passet  fem gange ialt. Hun er min lille baby, og måske den sidste lille baby vi får. Jeg syntes godtnok det er hårdt at acceptere, at den her lille babybobbel fyldt med hygge, kys, omsorg, babygrin, mordatter tid og alt muligt andet, den snart skal briste. Det er nu det går aller bedst, det er nu der sker så meget med Freja, der er styr på maden, søvnen, rutinerne, det hele er bare rigtig godt, og så skal det snart slutte.

Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen, at få tid til mig, at se mine kollegaer igen, at være mere end “bare” mor, at komme ud i den store verden igen. Uden tvivl! Men hvis jeg skulle vælge hvad jeg helst ville lige nu, så var det da at blive i min lille bobbel bare lige liiiidt endnu.

At beskytte Freja og Victoria mod alt og give dem den omsorg og kærlighed, som kun jeg kan give dem, det er min største opgave i livet. At jeg så skal acceptere at det kan og det skal jeg ikke gøre hele tiden, det er sgu svært….

Jeg ved, at jeg kommer til at tuden i bilen den første dag Freja bliver afleveret i dagplejen, jeg ved jeg får det rigtig hårdt. Men jeg håber det bliver nemmere med tiden, og at jeg bliver bedre til at give slip.

Hvor er det vildt, at man kan være fyldt med SÅ meget kærlighed og SÅ meget frygt på samme tid. Man kan næsten ikke rumme det…

Der er heldigvis en hel måned endnu før Freja skal starte i dagpleje, så den måned skal bare nydes fuldt ud, og så håber jeg at jeg er mere “klar” om en måned 😊

Men… hellere en pyller-hønemor, end en der er ligeglad, ik?

Ønsker du at modtage en notifikation på facebook når der er nyt på bloggen – så hop over på facebook og Synes godt om siden "PigernesMor". Tak fordi du læser med!