Vi brokker os over vejret...

Mission – fald i søvn selv

imageI alle 9 mdr af Frejas liv, er hun faldet i søvn i mine arme når hun skulle sove til nat. Enten er hun faldet i søvn ved amning, ved flasken eller ved at jeg skulle stå op og vugge hende frem og tilbage i mine arme 😩 Det kan være meget hyggeligt, men det er virkelig også en dårlig og udmattende vane. Derefter er hun blevet lagt meget forsigtigt ind i hendes seng. Det har været så hyggeligt, vores lille intime stund, men også til tider hæmmende for mig. Jeg har på en måde været bundet til pladsen i sofaen hver aften imellem kl 19-20.

Begge vores piger sover på samme værelse, så vi er lidt udfordret i forhold til putning og søvn her hjemme. Men nu skal det have en ende, Freja skal lære at falde i søvn selv i egen seng. Og Victoria skal lære at falde i søvn imens Freja også bliver puttet. Freja er de sidste par uger begyndt med at vågne op når hun bliver lagt ned i hendes seng, så det er endnu en årsag til at det skal ændres. Og så har jeg hørt, at når barnet falder i søvn selv i egen seng, så kan barnet også nemmere sove videre hvis det skulle vågne i løbet af natten. Hvis barnet vågner et andet sted end hvor det faldt i søvn, så bliver det utryg og mere vågen. ENDNU en årsag, for så kunne jeg jo se frem til mere sammenhængende nattesøvn 😊

På nettet kan man finde sådan ca VILDT mange gode råd om børn og søvn, og man kan finde bøger i stakkevis. Jeg har læst lidt rundt omkring, og vi har valgt at forsøge med det vi føler er det rigtige. Det vigtigste er at acceptere at det tager tid, det kræver overskud fra forældrene, der skal skabes tryghed for barnet i den nye måde at falde i søvn på, og man skal gøre det samme igen og igen så det bliver en rutine og noget barnet genkender. Det lyder da meget nemt, det har vi da styr på i løbet af en uge 🙈

– 1. aften. Vi havde været omme i sommerhuset og aflevere Victoria, så vi kom lidt sent hjem. Freja var meget træt, og jeg tænkte at nu tar vi sgu hul på det, det passer fint med at hun lige kan lære det inden Victoria er hjemme igen, og hun er meget træt så det burde gå nemt. Hun blev lagt i sengen med dynen omkring sig så hun mærkede tryghed som i mine arme. Men hun troede straks at nu skulle der pjattes og vupti om på maven og grine og pludre. Jeg fik hende om på ryggen igen, og fik hende til at ligge stille og gav hende sutteflasken med mælk. Hun faldt til ro, spiste og fik meget tunge øjne. Jeg holdt flasken imens hun spiste og nussede hendes lille hånd. Flasken blev tom, hun fik sutten og vupti om på maven og grine og pludre igen. I 20 minutter møffede hun rundt, var i godt humør og syntes sikkert det var lidt sjovt at mor sad der og kiggede igennem tremmerne og tyssede på hende. Til sidst tog jeg hende op, holdt hende hos mig i 30 sekunder og hun faldt helt til ro. Jeg lagde hende i hendes seng igen, og der gik ikke mere end 10 sekunder og så sov hun. Jeg syntes det var en succes, for hun faldt jo faktisk i søvn i hendes egen seng 😊 I alt gik der ca 45 min fra vi gik ind i værelset til hun sov.

-2. aften. Freja blev lagt i hendes seng med dynen omkring sig. Hun vendte sig ikke om på maven, men fik flasken, spiste, fik tunge øjne og blev nusset på hånden. Da flasken var tom fik hun sutten, der gik 10 sekunder og så var hun omme på maven igen, grinte og lavede hendes “farlige Tiger” lyd. Det er virkelig svært at ikke grine når hun gør det 😊 I ca 20 minutter møffede hun rundt igen, og havde det ret sjovt. Jeg blev siddende i mørket og tyssede på hende. Til sidst blev hun træt og lagde sig helt op til tremmerne og rakte hånden ud til mig. Jeg nussede hende og kunne mærke hun var lige ved at falde i søvn. Det var sgu egentlig lidt hårdt at sidde der på den anden side af tremmerne og nusse hende, når jeg bare havde lyst til at ta hende op og kramme hende og lade hende falde i søvn ved mig. Men jeg ved jo godt at det ikke nytter noget. Freja ved ikke hvordan man falder i søvn selv, hun skal først lære det og det er det vi er igang med at hjælpe hende med. Jeg kunne mærke at hun flere gange var tæt på at falde i søvn, men alligevel møffede hun rundt og kunne ikke falde helt i søvn. Jeg tog hende op, krammede og lagde hende igen, og 10 sekunder efter sov hun. Yes, hun faldt jo faktisk i søvn i hendes egen seng. Det tog igen ca 45 min fra vi gik derind til hun sov. At hun så hostede og sov dårligt til at starte med, det er en anden sag som jeg også har skrevet et blogindlæg om 😊

– 3. aften. Vi havde hentet Victoria i sommerhuset og kom lidt sent hjem. Jeg havde forventet at de begge faldt omkuld i bilen, så vi bare kunne bære dem i seng. Men nej, de faldt ikke i søvn. I bilen forklarede vi Victoria, at når vi kom hjem så skulle de til at sove på en ny måde. Victoria blev lagt i hendes seng, uden det helt store brok. Hun fik valget om iPad-tid eller en godnathistorie imens Freja drak hendes flaske. Hun valgte iPad-tid. Vi har valgt at iPad godt må være en mulighed, fordi så er det også den der bliver brugt når en af os skal putte dem begge alene. Det skal der sikkert nok være en hel del fordomme om. I er velkommen til at fyre dem afsted i kommentarfeltet 😊 Freja blev på samme tid lagt i hendes seng. Det var tydeligt at hun godt vidste at hun nu skulle have en sutteflaske. Hun lå lige så fint og ventede på den. Hun fik flasken og fik meget tunge øjne. Men da den var tom kvikkede hun op igen. Hun vendte og drejede sig, og havde både hovede og ben rundt i alle hjørner af sengen. Victoria slukkede iPad’en da Frejas flaske var tom, for det var aftalen, og så faldt hun hurtigt i søvn. Jeg gik ind og ud af soveværelset, og tyssede på Freja og nussede hende. Efter 30 min. kejten rundt fandt hun ro imens jeg nussede hende på maven. Hun lå helt stille, men vinkede med begge hænder, som gik over i vink med kun den ene hånd, og SÅ faldt hun i søvn. Jubii helt uden at jeg skulle have hende op i mine arme. Det tog næsten en hel time fra vi gik ind til hun sov.

– 4. aften. Victoria valgte iPad-tid i sengen, og Freja lå lige så fint og fik hendes flaske. Hun fik meget tunge øjne og jeg var sikker på hun faldt i søvn. Men nej, flasken blev tømt og så var hun frisk igen. Om på maven og pludre og grine. Min kæreste og jeg gik på skifte ind og ud af rummet, og fik tysset på dem begge og fik lagt Freja om på ryggen. Victoria faldt i søvn efter et kvarter, selvom Freja brummede, pludrede  og brokkede sig. Jeg havde Freja oppe hos mig tre gange for at hjælpe hende til at finde ro. Til sidst lykkedes det at hun blev helt rolig. Jeg lagde hende ned, og hun lå helt stille, men de små hænder klappede og vinkede. Der gik ca 10 min og så faldt hun i søvn, næsten alene – jeg nussede hende, og hun lå i hendes egen seng. Det tog denne aften ca 50 min.

– 5. aften. Det gik fint, Victoria fik iPad-tid og Freja fik sutteflasken. Men igen kvikkede hun op da den var tom 😩 Hun kejtede rundt, pludrede, brummede, grinte og brokkede sig. Victoria faldt i søvn efter 10 minutter. Men Freja var meget utilfreds denne her aften. Det var tydeligt at hun var træt, men det er efterhånden gået op for mig at hun også har en mission, den hedder VIL IKKE OVERGIVE MIG! Åhhh jeg havde hende oppe ved mig fem gange. Men endelig lykkedes det, hun faldt i søvn selv i sengen, og uden at jeg nussede hende i søvn. Vi syntes at denne nye metode har gjort at Victoria falder meget hurtigere i søvn. Og vi syntes at begge piger virker til at sove bedre og tungere. Så der er helt klart sket fremskridt. Denne aften tog det en hel time før Freja faldt i søvn.

Hvordan putter I de kære små?

Fortsættelse på vores mission “fald i søvn selv” kommer senere, og forhåbentligt med fremskridt 😊

Ønsker du at modtage en notifikation på facebook når der er nyt på bloggen – så hop over på facebook og Synes godt om siden "PigernesMor". Tak fordi du læser med!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver så glad hvis du vil kommentere mit opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi brokker os over vejret...